-
To af Danmarks mest indflydelsesrige topchefer maner til ro før USA-valg: »Det er ret nemt at overdrive betydningen«
المصدر: BDK Finans / 31 أكتوبر 2024 10:58:24 America/Chicago
Donald Trump eller Kamala Harris. Mens resten af verden holder vejret, indtil USAs næste præsident bliver fundet, er to af Danmarks mest indflydelsesrige topchefer forholdsvis rolige før tirsdagens store begivenhed i USA. For selvom det amerikanske valg vil få stor betydning for millioner af mennesker, så er det næppe et valg, som vil få særlig betydning for deres virksomheder. »Det er ret nemt at overdrive, hvor stor virkning det amerikanske valg kommer til at have for vores forretning,« sagde én af de to topchefer, Vincent Clerc fra den danske shippingkoncern Mærsk, på et pressemøde torsdag i anledning af koncernens kvartalsregnskab. Ifølge ham er der ingen af de to kandidater, der har nogen interesse i andet end en voksende amerikansk økonomi. »Det, der betyder noget for os, er, hvor stort forbruget er og dermed hvor mange containere, vi fragter. Og lige meget hvem der vinder, er der ingen, der har som mål at få økonomien til at gå i stå og få folk til at bruge mindre,« sagde Clerc. Helt andre toner lød der ellers i en ny analyse fra Dansk Industri. I analysen, som blev gengivet torsdag i Børsen, hedder det, at valget 5. november kan få store konsekvenser for den europæiske – og danske – økonomi. For vinder den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, kan det betyde høje toldmure på op til 60 procent på udenlandske varer, og det kan føre til en global handelskrig, som også vil ramme Danmark hårdt. Analysen viser blandt andet, at Danmarks BNP – bruttonationalprodukt – kan skrumpe med tre procent i 2027 som følge af toldafgifter. Alle ønsker vækst Vincent Clerc tvivler dog på, at nogle af kandidaterne vil gøre noget, som for alvor hæmmer væksten. »Begge partier har som formål at få gang i økonomien og forbruget. Om de bruger det ene eller det andet værktøj tror jeg har mindre betydning, end man forventer,« sagde Clerc. Mærsk-chefen har tidligere sagt, at begrænsningerne i verdenshandlen og mere regional handel på længere sigt kan få indflydelse på Mærsks forretning. »På den længere bane vil forsyningskæderne ændre sig. Men de nuværende har taget 25-30 år at opbygge, og de kan ændre sig langsomt mod mere regionalisering, men det er ikke noget, som vil ske hurtigt,« sagde Clerc i august. Kæmpe overskud Mærsk fremlagde torsdag et kvartalsregnskab, der viste, at koncernen på tre måneder havde tjent 21 milliarder kroner, eller hvad der svarer til en seksdobling af resultatet for den tilsvarende periode sidste år. Rederisektoren har oplevet meget høje priser på fragt gennem 2024, fordi meget få skibe sejler gennem Suezkanalen, efter at de Iran-støttede houthier flere gange har angrebet vestlige skibe på en af verdens travleste handelsruter. Det har fået rederierne til at omlægge deres ruter og i stedet sejle syd om Afrika. De længere ruter har trukket kapacitet ud af markedet og presset priserne op. »Der er ingen tegn på deeskalering. Det er stadig meget ustabilt og ikke sikkert for os at sejle igennem. Vi har derfor ingen planer om ændringer, og vi bliver ved at sejle syd om Afrika,« sagde Vincent Clerc. Han sagde, at Mærsk regner med, at situationen vil være uændret til mindst »en del ind i 2025». Vi kan håndtere det Også Carlsberg kom torsdag med tal for det seneste kvartal. Heller ikke her ser topchef Jacob Aarup-Andersen en større betydning for Carlsberg. »Vi sidder ikke og bider negle i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg. Vi er ret sikre på, at vi kan håndtere det – lige meget hvilket udfald der kommer,« siger Jacob Aarup-Andersen. Han siger, at den amerikanske præsident naturligt spiller en stor rolle i geopolitik. »Vi er i 150 lande, og på den måde vil det altid betyde noget. Men vi forventer ikke nogen markant kortsigtet indflydelse nogen steder,« siger Jacob Aarup-Andersen. Han siger, at Carlsberg kan blive påvirket, hvis der udbryder handelskrige, som rammer forbrugerne og betyder, at der er færre penge at købe øl for. »Vores industri bliver normalt ikke taget med som en kritisk industri. Derfor handler det mere om, om en handelskrig kan påvirke den økonomiske aktivitet i et land,« siger Jacob Aarup-Andersen. Carlsberg sælger flere dyre øl Carlsberg solgte færre mængder øl og sodavand i tredje kvartal sammenlignet med samme periode sidste år. Alligevel lykkedes det at løfte omsætningen med 0,9 procent, til 20,5 milliarder kroner. Problemerne er især på det marked i Kina, hvor kineserne er tilbageholdende med ølkøb som resultat af en afmatning i økonomien. Samtidig stod det vesteuropæiske marked næsten stille. Til gengæld kan Aarup-Andersen glæde sig over, at Carlsberg har løftet omsætningen inden for blandt andet alkoholfrie øl, sodavand og øvrige alkoholiske drikke som cider og færdigblandede drinks. Også mange af koncernens premiummærker som 1664, Brooklyn og selve Carlsberg-brandet har en pæn salgsfremgang. Den pæne indtjening i Mærsk fik rederiaktien til at stige med 6,7 procent, mens Carlsberg-aktien torsdag eftermiddag ligger 0,8 procent højere. https://www.berlingske.dk/virksomheder/to-af-danmarks-mest-indflydelsesrige-topchefer-maner-til-ro-foer-usa